Babysøvn

Slyngevugge

Da slyngevugger, især modellerne med motor, er mere en dansk trend end noget man ser meget af i udlandet, er der ikke foretaget mange studier af slyngevugger (som ikke er sponsoreret af en slyngevugge-fabrikant). Til gengæld findes der et utal af forældre der sværger til slyngevugger, og føler at de ikke kunne klare sig uden – bare se de tusindvis af 5-stjernede anmeldelser af Moonboon, et af de største slyngevugge-mærker i Danmark. 

Flere forhandlere tilbyder søvngaranti og leje, hvis man gerne vil starte ud med at prøve uden at bruge for mange penge – for sådan en slyngevugge kommer bestemt ikke gratis!

Gør-det-selv slyngevugge

Man kan faktisk lave sin egen slyngevugge hvis man er lidt skrap med en symaskine, f.eks. ved at følge denne vejledning. Det kræver at finde de rigtige materialer, man kommer for eksempel ikke udenom at købe en stor fjeder og et ophæng, hvis man gerne vil have den hoppende vuggefunktion. Man skal desuden være skarp til at det er sikre materialer, man køber – en dårlig fjeder kan drysse metalsplinter ned i hovedet på baby!