Babysøvn

Hyppige natopvågninger

Hyppige natopvågninger

Hyppige natopvågninger

Hyppige natopvågninger

Hyppige natopvågninger

Uanset hvor meget vi elsker den søde lille knirken fra en vågen baby i dagstimerne, kan det være den mest ulidelige lyd, når den kommer for 117. gang i løbet af en nat. Så sætter man hele maskineriet i gang, med alle midler til at få søvn i den lille krop igen, kaster sig endelig i sengen når det lykkes – og 30 minutter efter er baby vågen igen.

Især når de er helt små er det svært for babyer at blive i søvnen særligt længe ad gangen – det er dybt i biologien, at baby skal minde sine forældre om, at de er der, og derfor ikke kan blive i søvnen særligt længe.

Det gør det absolut ikke mindre frustrerende for en forældre, der bare gerne vil have lidt mere sammenhængende søvn. 

I teksten nedenfor starter vi med at dykke lidt ned i videnskaben for at få forståelse for, hvorfor de hyppige natopvågninger kommer. Dernæst kigger vi på, hvad man kan gøre for at hjælpe baby til at blive i søvnen bare lidt længere. Vi giver forslag til anerkendte produkter, der måske kan hjælpe, og ‘husmoderråd’ til løsninger man kan gøre uden at hive dankortet frem. 

Hvad siger videnskaben om hyppige natopvågninger?

I et studie af over 700 småbørn fra 2014 fandt man, at 9% af børnene vågnede 3 eller flere gange om natten da de var 3 måneder – dette tal steg til 21% da børnene blev tjekket ved 6 måneders alderen, og 26% da de var 9 måneder. Da børnene havde fyldt et år var tallet nede på 17%. Det skal siges at igennem hele det første år oplever ca. halvdelen af børnene 1-2 opvågninger om natten.

Når man snakker om opvågninger i denne her kontekst, kan man bruge begrebet “signalerede opvågninger”. Børn der ikke formår at berolige sig selv og vende tilbage til søvnen, vil signalere til forældrene at de har brug for hjælp, ved for eksempel at græde (Mäkelä et al, 2021). Det vil sige, at når forældrene at fange babys behov for hjælp til at blive i søvnen inden barnet giver signaler, ved f.eks. at rokke sengen eller amme før barnet vågner, betragtes det ikke som en opvågning (selvom forældrene selv vågner). Nogle børn har bare en medfødt bedre evne til at selv-berolige og vende tilbage til søvn efter opvågning (PMC, 2012)

Der er ikke et eksakt antal natopvågninger, der definerer, hvad der betragtes som “hyppige” i den videnskabelige litteratur. Nogle studier tæller opvågninger i grupper af 0, 1-2 og 3+ (f.eks. Bruni et al, 2014), mens andre opdeler de børn, de undersøger, i to grupper: Dem der sover 6 timer eller mere i streg om natten, og dem der ikke kan sove 6 timer i streg (f.eks Touchette et al, 2005). Spørger man forældre vil det ofte være en mere subjektiv betegnelse; nogle vil sige at deres børn har få opvågninger hvis deres baby vågner 5 gange om natten, og andre synes at 2 opvågninger føles meget hyppigt.

I studier af forældreintervention viste det sig, at aktiv indsats fra forældrene gjorde en reel forskel på antallet af opvågninger. I studierne var de generelle resultater, at forældre der praktiserer “beroligelsesmetoder“, som svøb, hvid støj, og sving oplevede markant længere søvnstræk og derfor færre opvågninger. Samtidig viste en anden, stor undersøgelse af 1700+ børn under 2 år, at de børn der var i gruppen af ‘gode sovere’, altså kunne sove i mindst 6 timer i streg, havde en tendens til at have mere autonomi, hvor forældrene ikke fysisk interagerede med barnet om natten ved at give mad, flytte over i forældrenes seng eller rokke i søvn (Touchette et al, 2005). Så frustrerende nok er der ikke nogen garantier for bedre babysøvn uanset om man er hands-on eller hands-off, og derfor er det værd at forsøge sig frem med forskellige metoder.

Når hyppige natopvågninger er en bivirkning

Den lille babykrop er sensitiv, og det er derfor naturligt at hyppige natopvågninger kommer som en bivirkning af andre tilstande. Midlertidige tilstande som alle børn kommer igennem er tandfrembrud, som for nogle børn tager hårdere på nattesøvnen end andre (Suni & Vyas, 2023); milde sygdomme som influenza og forkølelse kan give utilpashed og stoppet næse, hvilket kan gøre det svært for en baby at sove lange stræk (Sulka, 2023); og selvfølgelig kan udefrakommende belastninger som skader, insektbid og irriterende elementer i tøj eller seng også give opvågninger.

Så er der også de mere alvorlige årsager til hyppige natopvågninger. Forskning viser for eksempel, at børn med neurologiske sygdomme som epilepsi, ADHD og autismespektrumforstyrrelse har op mod 3 gange større risiko for at være ramt af hyppige natopvågninger (Tolaymat & Liu, 2017). Mange andre alvorlige eller kroniske sygdomme kan ligeledes påvirke nattesøvnen, nogle gange bare fordi den nødvendige medicin påvirker evnen til at blive i søvnen (NHS Inform, 2023). Men før man overhovedet tænker i denne retning, skal man huske, at der vil være mange andre symptomer end hyppige natopvågninger, hvis årsagen skal findes i barnets helbred.

Hjælpemidler mod hyppige natopvågninger

Selvom videnskaben fortæller os, er det er helt naturligt for små børn at vågne mange gange om natten, er der masser af hjælpemidler og tricks man kan prøve, som måske kan fjerne bare nogen af opvågningerne. Har du en idé om, hvad problemet kan være, men ved ikke hvordan du skal tackle det, eller har du brug for at prøve lidt forskelligt af, kan du finde inspiration i listen herunder.

I sektionen herunder finder du affiliatelinks til forskellige webshops. Læs her hvorfor de er der og hvad det betyder for dig.